Det er på tide at alle tager ansvar, også dem der skaber forureningerne

Mange af de ting, vi køber og bruger, indeholder potentielt skadelige materialer. Når disse ting når slutningen af deres levetid, skal de håndteres korrekt for at forhindre farlige stoffer i at sprede sig i miljøet.

Selvfølgelig koster denne håndtering penge. Så hvem betaler regningen?

I årtier har lovgivere over hele verden omfavnet ideen om det såkaldte forureningsbetalerprincip. Dette princip fastslår, at et firma, der forårsager miljøskader og forurening, er ansvarligt for at træffe de nødvendige forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger og bære alle de tilknyttede omkostninger. Princippet nyder også stærk offentlig opbakning. En nylig undersøgelse, bestilt af Ragn-Sells i Sverige, viste, at to ud af tre respondenter mener, at producenten skal bære omkostningerne ved bortskaffelse af farlige stoffer i deres produkter. Ingen andre svar, såsom "min kommune", "affaldshåndteringsselskaber" eller "butikken, der solgte produktet", fik over 10 procent af svarene.

Trods den stærke politiske og offentlige opbakning bliver forureningsbetalerprincippet sjældent fuldt ud implementeret i praksis. Vanskeligheden ved at gøre omkostningerne ved miljøpåvirkninger synlige betyder, at samfundet ofte fejler med at placere ansvaret korrekt.

EU's emissionshandelssystem (EU ETS) er et sjældent vellykket eksempel: enhver, der ønsker at udlede drivhusgasser i atmosfæren, skal købe tilladelser på markedet. Dette 'cap and trade'-system skaber økonomiske incitamenter for virksomheder til at reducere deres udledninger. Alligevel har ingen forsøg på at indføre et lignende system for andre skadelige udledninger vist sig at være holdbare.

Et slående eksempel på, at forurenere ikke betaler, er den omfattende anvendelse af PFAS, en gruppe yderst giftige kemiske forbindelser. Selvom det er kendt, at PFAS er farlige for mennesker og miljøet, anvendes de bredt i alt fra rengørings- og plejeprodukter til køkkengrej og tøj, primært på grund af evnen til at afvise vand, snavs og fedt. Alene i EU udledes der årligt anslået 75.000 ton PFAS i miljøet. 

Imidlertid vokser bevidstheden om faren ved PFAS hurtigt. På baggrund af de enorme sundhedsrisici ved stofferne har myndighederne i Sverige, Danmark, Norge, Tyskland og Holland foreslået et forbud mod næsten al produktion og salg af PFAS i EU. 

En række borgere fra Korsør er i de senere år gået rettens vej for at placere ansvaret for, at et par hundrede borgere havde større mængder af PFOS i kroppen, som er en af mange stoffer tilhørende PFAS-gruppen. Borgerne har spist kød, der var forurenet med PFOS, fordi køer har gået og græsset på en mark, hvor der er udledt PFOS gennem brandøvelser og brandskum. Man har valgt at tage Slagelse Kommune i retten, men Slagelse Kommune mener ikke, at ansvaret kan placeres på dem, og at man skal stille den ansvarlige til ansvar, når der er forurenet på den måde. Sagen er endnu ikke afsluttet, og det er den første af sin slags i Danmark. Det illustrerer de enormt svære arbejde i at placere ansvaret og derfor brugen af forureningsbetalerprincippet. 

Prisen for at købe 1.000 gram af en almindelig PFAS-kemikalie er nu mindre end 10 euro − hvilket kun er en lille del af prisen for at sikre, at den ikke ender i vores miljø, mad eller drikkevand. Omkostningerne ved at fjerne PFAS-kemikalierne igen lander næsten altid hos den offentlige kasse, modsat hensigten med miljølovgivningen og folkets ønske om, at forureneren skal betale.

Udover omkostningerne ved dekontaminering stiger de regelmæssige udgifter til affaldshåndtering, når affald er forurenet med stoffer, der ikke bør genanvendes. Desuden gør forureningen det ofte umuligt at genindvinde værdifulde råmaterialer fra affaldet, da det er svært at sikre, at det er helt frit for giftstoffer. Dette underminerer overgangen til en mere cirkulær økonomi og øger vores afhængighed af den kulstofforbrugende udvinding af jomfruelige råmaterialer.

Ingen bør kunne tjene penge på at forurene vores fælles miljø. Ved at få producenterne til at betale for dekontamineringen tilskynder vi virksomheder til at sikre, at deres produkter er ikke-giftige og kan genanvendes, når de ikke længere er funktionsdygtige.

Det er på tide, at verden handler.

Som en del af deres stræben mod et mere cirkulært Europa opfordrer vi EU til at:

• Foreslå regulering med henblik på at fordele alle samfundsomkostninger forårsaget af brugen af farlige stoffer til producenterne, f.eks. ved at gøre dem ansvarlige for bortskaffelsen af deres produkter, selv før de sættes på markedet. Reguleringen bør være designet til at rette sig ikke kun mod de mest skandaløse former for miljøforbrydelser (stereotypen ville være tønder med giftige kemikalier dumpet i skoven), men også den nuværende lovlige brug af farlige stoffer i hverdagsprodukter.

Mens EU har en central rolle i at tackle problemet med giftige stoffer, kan de individuelle medlemslande også bidrage. Vi foreslår følgende tiltag:

• Arbejde inden for EU for at sikre, at den nært forestående revision af Ecodesign-direktivet pålægger producenterne at sikre, at deres produkters design og sammensætning fremmer genanvendelse. Vi mener, at den bedste måde at stoppe spredningen af farlige stoffer og bevare cirkulariteten er ved at fokusere på designfasen af produkterne.
• Øge dialogen med lokale cirkulære aktører, både private og offentlige. Dem af os, der arbejder i affaldsbranchen, ser hver dag problemerne forårsaget af det lovlige og profitable brug af farlige stoffer længere nede ad kæden. Vi ønsker at bidrage til løsninger, der fører til et ikke-giftigt og mere cirkulært samfund.

”Cui bono?” spurgte den romerske politiker Cicero for 2000 år siden: "Hvem drager fordel af det?". Formålet med denne retoriske figur var at afklare motivet bag en forbrydelse for at finde gerningsmanden. I dag er det et nyttigt værktøj til at identificere, hvem der profiterer fra at forurene samfundet, og sikre, at de bærer omkostningerne ved oprydningen.